Aktiviteter
Shoppeture, cykelture, vandreture eller en badetur i søen.
Dagen kan fint afsluttes med et besøg i ”Alpeterrassen”.
Shoppeture, cykelture, vandreture eller en badetur i søen.
Dagen kan fint afsluttes med et besøg i ”Alpeterrassen”.
Omgivelserne er i særklasse – noget for sig selv! De smukke søer, de enorme skovarealer, Sorø Akademi, Klosterkirken, den charmerende gamle by og dens unikke historie kan ikke beskrives fyldestgørende med ord, men skal opleves.
Pladsen ligger lige ned til Pedersborg Sø, som er den midterste af Sorø´s 3 søer. Der er god bevoksning på pladsen, hvilket giver fine læforhold og mulighed for lidt skygge på varme sommerdage. (Det regner forbløffende sjældent i Sorø) Søerne er kendt for fremragende fiskeri og skovene for deres mange mountainbikespor.
Er man golfinteresseret, er der mange aktører på banen. Sorø Golfklub bliver varmt anbefalet af vores gæster.
Pedersborg Sø er en glimrende badesø. Vandet er skønt og hurtigt opvarmet om sommeren, dog bliver der meget hurtigt dybt. I Sorø Sø ligger Skjolden, der er en bademulighed for de lidt mindre badenymfer. Skjolden ligger i den nordlige ende af Sorø Sø, så der er ganske få hundrede meter derover fra campingpladsen.
Sorø og omegn sprudler af unik natur. Søerne, skovene og byen tilbyder en bred vifte af muligheder. Shoppeture i Sorø´s mange unikke, lokale specialbutikker samt byens museer og historiske bygninger kan på det kraftigste anbefales. Vandre-, sanke-, foto- eller cykelture i skovene er også et sikkert hit. Prøv det.
Pedersborg Sø, Sorø Sø og Tuel Sø er kræs for lystfiskere. Der kommer fiskere fra hele verden for at søge lykken i disse guddommelige vandhuller. Hovedattraktionen er karpefiskeri, men også gedder, aborre og ål er værd at sætte penge på. Vi sælger fiskekort for Sorø Lystfiskerforening (obligatorisk) i butikken. Der er naturligvis fiskerenseplads og frysemuligheder på campingpladsen.
I sommerhalvåret åbner vi ”Alpeterrassen” hvor der er mulighed for en kølig gefugtenheimer, saltkringler, tyrolermusik og andre herligheder. Se det for jeres indre syn: – tage skijakken af, sidde på terrassen i 2600 meters højde og kigge ud på skiliften og sneklædte bjerge, mens man nyder en fortjent forfriskning og får den værste fysiske overanstrengelse ud af kroppen – i juli måned! Entré i skitøj & lederhosen hilses naturligvis velkommen. OBS! Ski, stave og snowboard bedes venligst efterladt udenfor. Åbningstider under normale omstændigheder: Fredage, lørdage og helligdage fra 20.00-22.00. Læs mere om camping på Sjælland og vores egen lille hyggekrog på www.alpeterrassen.dk.