Kære gæster

Vi vil gerne med dette opslag orientere jer om de tiltag vi har taget i forbindelse med den situation både vi og hele verden befinder os midt i. Vi følger udviklingen dagligt og følger de anvisninger som officielle instanser udstikker. Vi vil gøre alt hvad vi magter for at skabe så trygge rammer som muligt. Vi tager naturligvis situationen yderst alvorligt. Vi skal passe godt på hinanden.

Vi vil – som altid – forsøge at skabe de bedst mulige rammer for jeres ophold, selvom der vil være lidt rutiner der vil være en smule ændret. Det er vi sikre på, at der er forståelse for.

Med få midler som god håndhygiejne, at holde afstand til andre, ikke være mere end maksimum 10 personer samlet og generel omtanke, er Sorø Sø Camping et godt sted at opholde sig. Vi har masser af frisk luft, og der er masser af plads til at holde afstand.

Campingpladsen har fortsat åbent for turister og for hyttegæster som planlagt.
Hvis man følger Sundhedsstyrelsen anvisning, så anser vi ikke smitterisikoen for at være højere på campingpladsen, end hvis man er hjemme.

For at undgå nogen form for smitte, opfordrer vi til at benytte faciliteterne i campingvogne og hytter/lejligheder i så stort omfang som det er muligt, og dermed pladsens fællesfaciliteter mindst muligt (køkken, toiletter, mm).

I reception/butik, tv-stue og campingkøkken er god håndhygiejne yderst vigtig. Der er opsat hånddesinfektion på disse lokationer (brug med omtanke da det stort set er umuligt at skaffe) På vores fællestoiletter er der mulighed for håndvask med sæbe.

Er du i tvivl om du er syg, så anbefaler vi at du bliver hjemme.

Vi vil ud over den daglige rengøring med vand og sæbe, jævnligt foretage aftørring/desinfektion af dørhåndtag, bordplader og andre flader der kan være kilde til smitte.

Hold afstand og tag hensyn til vores personale, når I møder dem på pladsen. Respekter en lukket bygning når der gøres rent.

Alpeterrassen, Bolchekogeri og Bolchetoget vil ikke kunne benyttes før der er nye retningslinjer, og fællesspisning og forsamlinger i TV-stuen er ikke en mulighed.

Hvis I benytter vores faciliteter, så hold afstand som foreskrevet af myndighederne. Vi beder jer være tålmodige og vente til der bliver plads.

Kun en person ad gangen i receptionen ved tjek ind og tjek ud. Vent uden for til der er ledigt i receptionen. Ring ved spørgsmål der kan klares over telefonen.

Vi ser frem til en fantastisk sæson, der dog kommer i gang på en lidt speciel facon.

Med fantastiske campinghilsner

Lone & Martin
Sorø Sø Camping
57 83 02 02
www.soroecamping.dkinfo@soroecamping.dk

Læs om hvordan vi håndterer COVID-19her